Der er mange traditioner forbundet med bryllupper og for nogen er det vigtigt at alle bliver overholdt, andre lægger ikke så meget i traditionerne. Her kommer en guide til nogle af bryllupstraditionerne, så du i hvert fald har styr på dem, så kan du selv vælge hvilke traditioner, du ønsker at efterleve til dit bryllup.
Brudevals
Brudevalsen skal danses inden kl. 24 og det foregår på den måde, at alle gæster danner en cirkel omkring brudeparret, og efterhånden som brudevalsen skrider frem, så går gæsterne tættere og tættere på, mens de klapper i takt til musikken.
Til sidst har de ingen plads at danse på. Her er det så, at gæsterne overmander brudgommen og klipper hans sokker af. For at forhindre, at han gør sine hoser grønne hos andre kvinder. Nogle vælger så også at klippe brudens slør i stykker, for at få et stykke af sløret med hjem fra brylluppet bringer held. Men det er der ikke mange brude der i dag vil bryde sig om.
Brudens udstyr:
Bruden skal ved sit bryllup bære noget gammelt, noget lånt, noget blåt og noget nyt. Det bringer held, men husk at det lånte ikke må komme fra en fraskilt kvinde.
Brudebuketten:
Der er frit slag mht. blomster i brudebuketten, men når den er brugt, så er der forskellige traditioner forbundet, med hvordan bruden skiller sig af med den. Hun kan vælge selv at beholde den og tørre blomsterne til evigt minde om brylluppet. Bruden kan også vælge at kaste den bagud, og så skal alle de single kvinder kæmpe om at få fat på den. Den der griber den, skulle være den næste der bliver gift. Man kan også vælge at lægge brudebuketten på en slægtnings grav.
På bryllupsdagen:
Det bringer uheld siges det, hvis brudeparret sover sammen den sidste nat inden brylluppet. Derfor er det traditionen at bruden sover hjemme ved sine forældre, og så kan moderen også hjælpe med brudekjolen om formiddagen.
Vielsesringe:
Du får som regel en forlovelsesring når du bliver forlovet og en vielsesring, når du bliver gift. Men der er mange som vælger at genbruge forlovelsesringen, for på den måde kun at have én ring at holde styr på. Ringen kan så graveres med begge datoer. Traditionen foreskriver at en forlovelsesring bæres på den venstre hånd og en vielsesring på den højre.
Talerækkefølge:
Ved brylluppet er der faste traditioner for, hvornår de forskellige personer må holde tale. Det er generelt, at jo tættere relation du har til brudeparret, jo før kommer du til.
Første taler er brudgommen, der byder velkommen og introducerer toastmasteren.
Anden taler er brudens far – alternativt brudens mor eller andet nærtstående familiemedlem.
Tredje taler er brudgommen
Fjerde taler er forloveren
Femte taler er brudgommens far
Sjette taler er bruden, hvis hun ønsker det.